Herunder har jeg opstillet nogle praktiske informationer, som kan medvirke til, at der skabes de bedste rammer for gode magiske oplevelser. De fleste af dem, er blot nogle simple overvejelser, som uden stor indsats kan forbedre forholdene.

  1. Mit show kan tilpasses dit event, såfremt dette ønskes. Sig endelig til, hvis du har nogle ønsker om særlige personer skal inkluderes i showet, eller hvis der er andre ting, der skal tages højde for.

  2. Lys er naturligvis vigtigt, så folk kan se hvad der sker.

  3. Lyden er også vigtig. Er der flere end 70 personer, skal der forefindes et lydanlæg, som jeg kan koble min mikrofon til via et XLR-stik. Som backup må der også gerne forefindes en trådløs håndholdt mikrofon på stander.

  4. Scene kan gøre udsynet for publikum bedre, men er absolut ikke nødvendig. Ved mindre arrangementer kan gulvet sagtens gå an. Men tænk over, at alle skal så tæt på som muligt, så jeg eksempelvis ikke står for enden af et aflangt lokale, hvor der er langt ned til de bagerste gæster.

  5. Det er også en kæmpe fordel, hvis der ikke er nogen afstand mellem scenegulv og publikum. Jo tættere folk er på scenen, desto mere hyggelig, positiv og magisk bliver atmosfæren.

  6. Der må gerne tages billeder under showet, og der må til en vis grad også filmes. Selvfølgelig er det hyggeligt med videominder, men showet opleves bedst live, og ikke når det ses gennem skærmen på en smartphone.

  7. Sørg for at gæsterne lidt før showet får information om hvornår showet starter. Derved har de mulighed for at komme på toilettet, ryge færdig eller pudre næsen inden showet går i gang.

  8. Det er også hensigtsmæssigt hvis der aftales med afrydderne eller tjenerne, at folks brugte service fjernes inden showets start. Så kan de koncentrere sig fuldt ud om showet, mens de nyder deres drinks.

  9. Der skal derfor heller ikke spises under showet.

Meget af dette lyder omstændigt, men det er et velkendt faktum at desto bedre vilkår gæsterne har for at nyde showet, desto større og mere magisk bliver oplevelsen.